Vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse, opsamle statistik og huske indstillinger. Ved at klikke videre accepterer du dette. OK
Controller/Compliance Officer

Til en nyoprettet stilling i Økonomiafdelingen søger vi en Controller /Compliance Officer, som får ansvaret for arbejdsopgaver og processer inden for controlling, compliance, rapportering og databeskyttelse. Dette indebærer bl.a. identifikation, løbende evaluering, rapportering af compliancerisici og operational risks i samarbejde med den øvrige organisation og den centrale compliancefunktion i moderselskabet i Frankrig. Herudover vil du have øvrige administrative opgaver i Økonomiafdelingen.

Ansvarsområde

Som Controller/Compliance Officer skal du være med til at opbygge en funktion, hvor vi vælger at samle alle opgaver indenfor controlling, compliance, kreditmæssige rapporteringer og databeskyttelse som er et spændende og komplekst område. Opgaven er at sikre en effektiv og værdiskabende efterlevelse af lovgivning, standarder, interne retningslinjer og forretningsgange omkring hvidvask og terrorfinansiering, persondataforordning samt controlling og rapportering til vores franske moderselskab. Du vil få ansvaret for at følge op på ny og ændret lovgivning inden for dit ansvarsområde, og du skal sikre, at der internt sker en sparring, undervisning og rådgivning af kollegaer, således at fokus hele tiden er rettet mod efterlevelse af lovgivning på området.

Du får et alsidigt job, hvor du på den ene side får ansvar for forskellige specialistområder og på den anden side, hvor du som en vigtig og værdifuld kollega i samarbejde med det øvrige team skal indgå i løsningen af andre daglige operationelle arbejdsopgaver i Økonomiafdelingen.

Du vil få ansvaret for lønområdet i lidt bred forstand, hvor du ud over at være eksperten på området, også vil få ansvaret for alt omkring indberetning til myndigheder og pensionsselskab, men også være sparringspartner omkring overenskomst m.v. Af øvrige opgaver kan fremhæves bl.a. opgaver omkring udarbejdelse af månedsrapportering m.v.

Da der er tale om en nyoprettet stilling, vil du også have mulighed for at påvirke dele af funktionen baseret på din faglige baggrund, dine interesser og vores behov.

Baggrund/Uddannelse

Vi forestiller os, at du har en baggrund som controller, compliance officer, revisor eller lign. med stor erfaring inden for opgaver omkring interne kontroller og koncern retningslinjer. Vi forventer, at du arbejder rutineret i MS Office-pakken og er specielt dygtig til Excel.

Forventninger

Det er vigtigt, at du har fokus på detaljer.  Du er selvstændig, ansvarsbevidst og resultatorienteret i din måde at arbejde på. Du er vant til at tage initiativ og tilrettelægge egne arbejdsprocesser. Du har overblik og kan skabe struktur og sætter en ære i at levere kvalitet, samtidig med at du overholder deadlines.

Derudover forventer vi, at du er i stand til at etablere gode samarbejdsrelationer, du har gode formidlingsevner, og at du ser det som et kæmpe plus, at der er stor alsidighed i jobbet.

Afdelingen består i forvejen af fire meget engagerede og kompetente kollegaer. Det er en forudsætning, at du ser dig selv indgå i et mindre team, hvor samarbejde og holdspil er et vigtigt nøgleord, hvilket også afspejler din fleksible tilgang til løsning af opgaverne i afdelingen, hvor alle opgaver, store som små, vil blive en del af din hverdag.

Sprog

Som en del af en international virksomhed er det en forudsætning, at du taler og skriver engelsk på højt niveau.

Midt Factoring A/S tilbyder dig

Vi tilbyder et selvstændigt og spændende job i en virksomhed, som er en del af en stærk koncern. Huset er præget af et uformelt og åbent arbejdsmiljø med en humoristisk tone, hvor der hersker stor passion og engagement, og hvor vi har arbejdsglæde og kundens behov i fokus. Du vil få både faglige og personlige udfordringer.

Tiltrædelse: Hurtigst muligt

Spørgsmål og ansøgning:

Hvis du har spørgsmål til stillingen, eller du ønsker en uforpligtende drøftelse af dine muligheder, er du velkommen til at kontakte CFO Søren Tornegård Holm på telefon 27 15 98 93 eller CRM & HR Chef Lone Plagborg på telefon 51 26 12 67. Du er også velkommen til at sende en ansøgning pr. mail til job@midtfactoring.dk. Unique Human Capital deltager i udvælgelsesprocessen.

 

Midt Factoring A/S indgår som et 100% ejet datterselskab af Natixis koncernen. Natixis er en fransk børsnoteret koncern og en del af Groupe BPCE med kerneområder inden for Corporate, Investment og Financial Services. Groupe BPCE er den næststørste bankkoncern i Frankrig med 36 millioner kunder fordelt på to netværk, Banque Populaire og Caisse d’Epargne. På verdensplan er der mere end 16.000 medarbejdere i Natixis-koncernen og i Groupe BPCE er vi 108.500 medarbejdere.

I Danmark er vi 60 medarbejdere i Midt Factoring A/S, som blev etableret i 1978, hvor udgangspunktet var finansiering og finansielle serviceydelser. I 1986 introduceredes det første “full-service”-koncept, som siden har dannet grundlaget for produkter og serviceydelser inden for finansiering, debitoradministration, risikodækning og relaterede ydelser.

På vegne af kunder håndterer Midt Factoring A/S årligt et cash-flow på et to-cifret milliardbeløb. Se www.midtfactoring.dk for yderligere information.

Unique Human Capital A/S
T +45 7020 6700
/ /
cvr: 31502705
Stamholmen 157, 1. tv
2650 Hvidovre
Skelagervej 375E
9000 Aalborg
Marselis Tværvej 4
8000 Aarhus C
Unique Human Capital Poland Sp. z o.o.
T + 48 22 291 32 20
/
ul. Gie³dowa 4a, lokal 191
01-211 Warszawa
Poland