Board Search
Board Search med afsæt i dyb governance- og strategiforståelse
Effektiv og kvalitativ Board Search forudsætter en klar bevidsthed i både ejerkredsen og ledelsen om virksomhedens governance (selskabsstruktur) og strategiske grundlag. Forståelsen af ejerskabet og hvordan det ønskes udlevet – sammen med indsigt i virksomhedens strategi, udfordringer og potentialer – danner grundlag for kravene til bestyrelsen, både samlet og individuelt. På dette grundlag skal sammensætningen i den konkrete situation altid balanceres med hensyn til ejerskab, kompetencer og diversitet.

Board Search processen
Behovet for, eller ønsket om, et nyt bestyrelsesmedlem, eller flere nye medlemmer, kan udspringe af flere forhold. Lige fra at man skal have erstattet et medlem på grund af naturlig afgang til, at der er tale om et sæson- og strategiskifte, der kalder på nye kompetencer og erfaringer i bestyrelsen, eller af et ejerskifte med deraf følgende ændrede rolle til bestyrelsen. Og lignende. Det kan være, at der er gennemført en bestyrelsesevaluering, herunder med en systematisk kompetencekortlægning, der åbenbarer behov for at få tilført bestyrelsen nye kræfter.
Vi starter altid Board Search processen med en grundig drøftelse af det governancemæssige og strategiske udgangspunkt og dermed med en snak om bestyrelsens rolle og funktion i krydsfeltet mellem ejer og den daglige ledelse. Vi lytter til og læser virksomhedens behov, sådan som ledelsen (ejeren og/eller bestyrelsesformanden) selv formulerer det. Om nødvendigt bistår vi med afklaring og tilpasning af bestyrelsesstrukturen og i forlængelse heraf med indkredsning af det konkrete behov for tilførsel af nye kapaciteter i bestyrelsen. Vi er i den forbindelse ikke blot passive mikrofonholdere, men har forudsætninger for at udfordre og hjælpe kunderne til at skabe det optimale governance setup. Vi har herunder effektive metoder til gennemførelse af kompetencekortlægning af bestyrelsen.
Beskrivelsen af kandidaters erfarings- og kompetenceprofil vil ud fra ejerstrukturen og det strategiske grundlag omfatte en præcisering af kravene til
- Bestyrelses- og ledererfaring
- Branchekendskab og -forståelse
- Faglige kompetencer (f.eks. strategi- og forretningsforståelse, digitaliseringskompetencer, bæredygtighedskompetencer, økonomiforståelse, internationaliseringserfaring mv.)
- Kandidaternes personlige lederstil
Disse krav kombineres med hensynet til henholdsvis nødvendigt eller ønsket diversitet samt eventuel ejerrepræsentation i bestyrelsen.
Fra både de mange års Executive Search og fra Board Search har vi etableret skarpe søgeprocesser, understøttet af en database med stærke bestyrelseskandidater.
Opfølgning
Gennem vores erfarne partnere inden for governance kan vi efter behov og ønsker bistå med udvikling og eksekvering af onboarding- og uddannelsesprogrammer for nye bestyrelsesmedlemmer, ligesom vi også vil kunne gennemføre løbende bestyrelsesevalueringer.