Dit CV – Din sladrehank
Skab transparens i dit CV
11. februar, 2019
Fjern barrieren ved at eliminere fejl og huller i dit CV
Dit CV skal skabe nysgerrighed efter din profil, ikke tvivl
af Lise Holler, Account Director
Dit CV er afgørende for at komme i betragtning til en samtale, men mange glemmer at kigge sit CV efter i sømmene, inden de sender det afsted. Hvis CV’et ikke er fyldestgørende og relevant, vil ansøgningen måske aldrig nå at komme i spil.
Dit CV er din sladrehank! Detaljegrad og relevans fortæller sandheden om din motivation for jobbet – også det der står mellem linjerne, og det der helt er udeladt fra CV’et. Det tager få minutter for den ansættende leder at screene et CV. Så struktur, indhold og relevans er nøgleord for at skille sig ud i screeningsprocessen.
Flere kender til problematikken, at man har haft et job, som måske stikker lidt ud i forhold til sin øvrige erhvervserfaring. Måske synes du, at de erfaringer, man gjorde sig i starten af sin karriere, er irrelevante og uddaterede. Flere begår den fejl at udelade disse job helt fra CV’et. Det du udelader, kan stille dig i et dårligt lys, for det sår tvivl hos den ansættende leder eller HR. Fra en ansættende leder eller HR’s perspektiv giver det nemlig indtrykket af, at du ikke fortæller hele sandheden og skjuler noget. Hvad er det ellers du IKKE skriver?
Dette kan undgås ved at skabe transparens i dit CV. Et CV er ikke længere et gammeldags datablad – det bør være meget mere omfangsrigt og skabe en fyldestgørende effekt med et indgående indblik i dine personlige og faglige kompetencer og resultater, og gerne resultater, som kan mærkes, som den ansættende leder vil opleve som værdiskabende for virksomheden.
Ved at eliminere fejl og huller i CV’et kan du give læseren et fyldestgørende indblik i dine kompetencer og derved fjerne barrieren mellem dig og den tvivl, der kan opstå hos ansættende leder. Ved at fjerne barrieren vil du skabe tillid og nysgerrighed efter din profil fremfor spørgsmål til sammenhængen mellem arbejdsområder, arbejdsopgaver og dine resultater.
En fejltagelse, som mange begår, er, at de bruger CV’et som en opremsning af jobs. Men CV’et skal også adressere faglige, personlige og ledelsesmæssige kompetencer samt resultater.
Hvis du har en alsidig profil og søger flere stillinger, kan du lave forskellige udgaver, hvor du vægter og toner dine ansvarsområder og dine resultater, så du får en udgave af dit CV, som matcher til den stilling, du søger. Du kan også lave et brutto-CV, hvor alle detaljer står nævnt, og så hive specifikke detaljer ud til et netto-CV, som tilpasses den konkrete stilling.
Husk, at ansøgningen skal fokusere på motivationen for at besidde jobbet – men at opbygningen og indholdet i dit CV også sladrer om din motivation for jobbet.

Fif til det gode CV:
- Sørg for, at dine kontaktdata er synlige og alt kontaktinfo er korrekt
- Husk sidetal og navn på alle sider
- Sørg for, at dato og årstal er korrekt i din erhvervserfaring
- Server dine resultater, så de bliver appetitlige
- Forhold dig kritisk til dit eget materiale – væk med støj og gentagelser
- Få en til at læse det igennem og komme med feedback
- Læs korrektur
- Tænk over layoutet – er det indbydende og overskueligt?
Hvor langt skal et CV være? Det er ikke længden der er afgørende, det vigtigste er indholdet. Men husk sidetal, så det er overskueligt at kigge igennem, hvis der er flere sider.
Hvad skal et CV indeholde?
- Kontaktdata – med vellignende foto
- Resumé
- Erhvervserfaring (Årsag til jobskifte)
- Ansvarsområder
- Arbejdsopgaver
- Væsentligste resultater – kort og konkret
- Uddannelse
- Kurser/Certificeringer
- IT-kompetencer – og på hvilket niveau du befinder dig
- Sprogkundskaber – og på hvilket niveau du befinder dig
- Sociale og personlige kompetencer
- Rejseerfaring (hvis det er et job, der har rejseaktivitet)
- Civilstatus, familie og fritid
- Referencer
Outplacement-forløb der skaber værdi for den opsagte medarbejder
I Unique Human Capital modtager og gennemgår vi ca. 600 CV’er på månedlig basis, og vi oplever, at ca. 1 ud af 5 kandidater, der er indkaldt til samtale, ikke har et fyldestgørende CV, hvorfor de får besked på at gennemgå det igen.
I Unique Human Capital har vi rådgivet mange medarbejdere i Outplacement-forløb, hvor opsagte medarbejdere via deres arbejdsgiver får tilbudt et individuelt karriererådgivningsforløb med udgangspunkt i deres aktuelle situation. Vi afdækker medarbejderens kernekompetencer og personlige styrker og svagheder, og vi gennemgår og udvikler medarbejderens CV og ansøgning. Medarbejderen får rådgivning og coaching hele vejen i forløbet. Fra afskedigelse til nyt job – det være sig i alt fra præsentationsteknik, personlighedsprofil, motivation og samtalens egentlige faser.
Kontakt os i dag for at høre mere om vores Outplacement-forløb og hvordan vi også kan rådgive din virksomhed inden for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
Du kan også læse mere om vores outplacement ydelser her.
mail@uhc.dk
Tlf: 7020 6700