Kandidater drukner i irrelevante jobtilbud
16. maj, 2019
Sådan skriver din virksomhed fængende stillingsannoncer, der får kandidater til at ansøge
Af Morten Andersen, Partner, Unique Human Capital
Ifølge Danmarks Statistik var der i 2018 omkring 35.000 ledige stillinger i Danmark. For jobsøgende kan denne pulje af ledige stillinger være svær at navigere i – de skal ikke blot forholde sig til de gængse jobsites, emnebanker og jobagenter men også til et stadigt stigende antal stillinger, der bliver offentliggjort på sociale medier.
Sociale medier er blevet en populær kanal at udnytte til annoncering af stillingsopslag. Det er enkelt og i løbet af et splitsekund, har man fået spredt et stillingsopslag til en meget stor modtagergruppe. Tidligere var det vigtigt, at stillingsopslag også appellerede til de passive jobsøgende – dem som fulgte med af nysgerrighed – i håbet om, at budskabet i stillingsopslaget virkede så attraktivt og tillokkende, at de blev reelt motiveret til at søge stillingen. Dette er i princippet det samme, man ønsker, når man publicerer et stillingsopslag på de sociale medier, men desværre er mængden og den ukritiske generiske spredning, der opleves i dag, ensbetydende med, at stillingsopslag lander i det mentale spamfilter hos de kandidater, som ikke er aktivt jobsøgende.
Der er ingen tvivl om, at sociale medier og i særdeleshed LinkedIn er en relevant og stærk markedsføringsplatform, men det store spørgsmål er, hvordan virksomheder formår at fange potentielle kandidaters opmærksomhed?

I slutningen af april blev der på FinansWatch skrevet om, at finanssektoren vil opruste med egne headhuntere, de vil tage search-funktionen mere inhouse end hidtil. Denne tendens har vi observeret gennem flere år i andre brancher, og vi mener, det giver god mening og kan være en god strategi, når det gøres professionelt og seriøst og ikke mindst målrettet i kampen mod alle de andre spændende tilbud, der bliver promoveret, ikke mindst på de sociale medier.
3 gode råd til, hvordan man skriver fængende stillingsopslag
Som Search virksomhed der løser ca. 200 opgaver om året, og har mere end 6000 følgere på LinkedIn, er vi meget bevidste om, at vi ikke skyder med spredehagl, men i stedet gør brug af et kikkertsigte og er fokuserede og målrettede i vores stillingsopslag, således vi rammer de rette og de relevante kandidater. Vi vil derfor viderebringe nogle råd til, hvad virksomheder kan gøre, når de selv begynder at insource en del af searchkompetencen, så de undgår, at deres stillingsopslag ender i det mentale spamfilter.
1. Kom i øjenhøjde med målgruppen. Alt for mange stillingsopslag er helt tydeligt skrevet af en person, der ikke selv er i målgruppen. I langt de fleste tilfælde har virksomheden allerede medarbejdere ansat, som selv er i målgruppen. Det er helt oplagt at bruge dem til at verificere indhold og budskab i et stillingsopslag, inden det bliver publiceret.
2. Vær opmærksom på at kandidaterne vælger at søge stillingen både ud fra stillingens funktion og indhold men også ud fra, hvem I er som virksomhed. Så præsentér virksomhedens formål og værdier målrettet i stillingsopslaget – så er sandsynligheden for et succesfuldt kandidatmatch større.
3. Stillingsopslaget skal skille sig ud fra mængden. Opslaget skal have både indhold og en visuel identitet, som sikrer, at det skiller sig positivt ud. Vi har f.eks. god erfaring og data på, at billede og video skaber blikfang og engagement. Video kan bruges til profilering af virksomheden, produkter, ydelser, arbejdskultur, miljø eller værdier. Det er tydeligt at se, når en virksomhed har ofret tid og ressourcer på opslaget. Det signalerer, at dette er en betydningsfuld stilling for virksomheden – hvem vil ikke gerne være betydningsfulde i dag? Ja, det koster en smule tid og penge, men det betaler sig i sidste ende.
Vi håber, din virksomheds stillingsopslag formår at fange de helt rette kandidater, og hvis din virksomhed har brug for hjælp til at finde det rette match, er vi kun et telefonopkald eller en mail væk.
Ellers ønsker vi dig god jagt!